lørdag, mai 22, 2010

This is just to say 19

Det er ikke rart jeg liker Knausgård med de private hverdagslige detaljene, de fysiske detaljene, den sansbare verden.
Døden, med mere, det er alltid mere.
Nå venter jeg på neste, jeg tror den kommer til uka.
I dette intervjuet i Information syns jeg han forteller mer detaljert enn jeg har sett før, muligens er det bare andre og nye detaljer.

Her er noen biter

Det er farens død af druk, der er romanens dystre centrum og udspring, men det forhindrer ikke, at den er fuld af fiktion.
Detaljer som en flue, der summer i rummet, og hvis baner og buer beskrives i detaljer; en mand foran Karl Ove i en kø, en kvindes makeup, der får hendes ansigt til at ligne en maske - alle den slags præcise sansninger er romanen fuld af, men at lige netop disse skulle kunne hentes op fra erindringens dyb mange år efter,
er nok - nå, ja fiktion.

Det er et paradoks, at det på den måde kommer til at virke mere realistisk på læseren, samtidig med at det er detaljer,
jeg har opfundet, erkender Knausgård.

Detaljerne er en del af værkets komposition, forklarer Knausgård. Hans værk er ren psykologi, det består af følelser, erindringer og relationer, men netop derfor bliver tingenes verden vigtig.
Jo nærmere vi kommer døden, jo flere fysiske detaljer mættes teksten med, påpeger han: »Når man ser et menneske blive til en ting, tvinges man til at tænke over, hvad det består af.«

»Alt ser pludselig anderledes ud, det er en lillebitte forskydning,
der sker, men den er der. Man kan ikke skelne skarpt mellem fiktion og virkelighed, men jeg har skrevet om ting, som jeg ikke ville have skrevet om ellers. At lave mad, skifte en ble på et af børnene,
gå tur med dem, ægteskabelige skænderier, alt sammen noget,
jeg ikke var kommet ind på, hvis det ikke var virkeligheden, jeg havde skrevet om.«

Romanen foregår over to dage, alt hvad der står ud over,
hvad der faktisk sker i disse to dage omkring farens død, er noget,
han nok ellers ikke ville få øje på, mener Knausgård.

»De tomme felter er vel en del af dynamikken i at se tilbage.
Ting ser ud på en bestemt måde på et bestemt tidspunkt, og ti år senere ser de helt anderledes ud. Man kan aldrig udfylde det hele.«

Et af de ‘huller’, der forbliver tilbage, udgør imidlertid selve værkets kerne, nemlig farens død. Brødrene får flere forskellige forklaringer undervejs, men spørgsmålet forbliver uløst.

Det er rigtigt, bekræfter Knausgård. Teksten søger hele tiden tilbage til dette punkt, som alting kredser om, altså min fars død,
men vi ved faktisk ikke, hvordan han døde. Ingen vidste det præcis, vi har aldrig fundet ud af det, det forbliver en gåde.

»Vi har en forestilling om, hvordan historien hænger sammen, hvordan relationerne mellem mennesker er, men alting kan altid ændre sig, også fortiden. Det er det, der gør det muligt at skrive om sig selv som roman-materiale.«

Tingenes materialitet er vigtig, understreger han, hele den fysiske virkelighed. Derfor går bogen også langt i sine beskrivelser af hverdagens materialitet, opvask, en bestemt duft af aftershave,
en mands grå nakkehår.

»Jeg har et ønske om tilstedeværelse, om et nærvær i verden,
som står i modsætning til alle vores immaterielle oplevelser - på tv, på internettet - vi er altid et andet sted end der, hvor vi befinder os. Jeg har et ønske om at bringe den fysiske verden tæt på. På den måde er det et paradoks, at man jo også bruger litteraturen til at forsvinde ind i. Men i modsætning til malerkunsten kan litteraturen aldrig blive helt abstrakt.«

0 Kommentarer:

Legg inn en kommentar

Abonner på Legg inn kommentarer [Atom]

Linker til dette innlegget:

Opprett en link

<< Start