Suzanne Brøgger,

ny bok:

"Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe?" Tittelen gir meg ikke annet enn brynrynker, den ser for meg ut som en som ikke vil se fremover med mot og optimisme, men Suzanne Brøgger er en gammel venn på den måten at hun har hatt betydning for hvordan jeg tenker, såklart jeg ble interessert da jeg oppdaget at hun akkurat har kommet med ny bok.

Det var tilfeldig

Jeg lette rundt i hjernen og bokhylla i kveld etter en måte å få tankene dyttet av gårde i en ny retning, jeg grep etter en av essaysamlingene til Suzanne Brøgger og kom til å rutinegoogle henne i farta og oppdaget at hun har gitt ut bok så ny at den såvidt er anmeldt og ikke er på plass i nettbutikkene ennå.


Mitt første googlesøk sendte meg til Berlingske Tidende som hvis man ser på hvordan ordene brukt: "nærmest essayagtig karakter" "rasende Fru Zs ærinde" "raffinerende øreringe" "den flammende feminist" er en visning av hvordan fortelle på en infam måte at den som skriver ikke liker det den leser: Eller hersketeknikk, gjerne det. Men ok, denslags kan også gjøres såklart, den som skriver er i sin rett.

Jeg søker opp Information,

som har en annen grunnholdning: Selv regner hun sig helst blandt de nysgerrigt eftertænksomme - og har tro mod dette modigt kritiske ideal nu begået en vanvittig og vidunderlig, herligt uimodståelig og helt igennem uundværlig bog i form af en stribe essayistiske breve i 1700-tallets stil, propfyldte med digressioner og med ufuldstændigheden som metode.

(..)

Hun mindes og begræder de allerede døde: Susan Sontag, Jytte Borberg, Inger Christensen, samt, længere tilbage, H.C. Andersen, Proust og Dante. Hun kommenterer, i en vekslen mellem fælles og personligt og privat, på snart sagt hvad som helst - offentlig nøgenhed, biblioteker, forelskelser, børneopdragelse, mode, religion, - i én lommefilosofisk omkringfarende pærevælling, skiftevis enfoldig og intellektuel, på samme tid sibylleviis og pjanket.

(...såklart jeg må ha den)

Brevene munder ud i en reformulering af feminismen. Det er hele vejen igennem skribentens agt at råbe samtiden og nationen op, men til sidst skifter hun adressaten ud og henvender sig til Mogadonien som helhed, kvinderne i landet ikke mindst, med en opfordring til at »repræsentere det universelle menneske«, nu hvor mændene ikke har kunnet. Gid jeg, med mange andre af mit køn, må gøre denne hendes sene og monstrøse forenkling til skamme.

Men jeg gruer meg litt å lese denne tilsynelatende generaliseringen av kvinner vs menn, men ok, jeg går til det.


Foto: Sofie Amalie Klougart, i Information.