Beate Grimsrud
Skal du ikke stille det spørsmålet jeg ikke vil svare på, sa Beate Grimsrud til Finn Skårderud da de presenterte den siste boka hennes "En dåre fri" på Litteraturhuset for en stund siden.
Spørsmålet er om Grimsruds eget liv ligger nært opp til hovedpersonens, dvs. på andre måter enn alle de CV-aktige henvisningene til forfatterens eget liv. Kort sagt: Er Beate Grimsrud plaget med stemmer i hodet?
Jeg tror Beate Grimsrud låner sin egen status til romanfiguren (det gjør hun lurt i syns jeg) og hun må dermed tåle at hun mister litt status selv, vi blir tilbøyelige til å syns synd på henne, lurer på hvordan det går. Det er raust av Beate Grimsrud.
Jeg skjønner godt lysten i leseren til å vite hva som er virkelig, jeg kjenner ofte den hungeren i meg selv. Det er en sunn trang, en god refleks, vi burde bruke den oftere heller enn sjeldnere og i flere av livets områder og tekster, i alt vårt mediekonsum.
Men jeg skjønner ikke flere anmelderes bekymring og irritasjon over å skulle anmelde en tekst som muligens kan være skrevet av en skjør forfatter. Såpass syns jeg de skulle ta mål av seg til å få til.
Spørsmålet er om Grimsruds eget liv ligger nært opp til hovedpersonens, dvs. på andre måter enn alle de CV-aktige henvisningene til forfatterens eget liv. Kort sagt: Er Beate Grimsrud plaget med stemmer i hodet?
Jeg tror Beate Grimsrud låner sin egen status til romanfiguren (det gjør hun lurt i syns jeg) og hun må dermed tåle at hun mister litt status selv, vi blir tilbøyelige til å syns synd på henne, lurer på hvordan det går. Det er raust av Beate Grimsrud.
Jeg skjønner godt lysten i leseren til å vite hva som er virkelig, jeg kjenner ofte den hungeren i meg selv. Det er en sunn trang, en god refleks, vi burde bruke den oftere heller enn sjeldnere og i flere av livets områder og tekster, i alt vårt mediekonsum.
Men jeg skjønner ikke flere anmelderes bekymring og irritasjon over å skulle anmelde en tekst som muligens kan være skrevet av en skjør forfatter. Såpass syns jeg de skulle ta mål av seg til å få til.
innlegg av fr.martinsen på
20:53
16 Kommentarer:
"Man kan lära sig något av sig själv. Jag skriver inte så som jag tänker att jag ska skriva. Jag skriver så som jag tänker när jag skriver. Jag blir inspirerad av meningen före. Bilderna och rytmen strömmar till. Jag säger meningarna högt. Upprepar och upprepar. Det är som godis i munnen. Jag hittar på ett eget mönster. Tycker jag syr ihop texterna med en tjock röd tråd."
Jeg er hverken bekymret eller irriteret over å skulle anmelde en tekst som muligens kan være skrevet av en skjør forfatter. Det er en uroligt reduktion af hvad min kritik går ud på. Grimsrud erklærer at hendes intention er at skrive en politisk roman. Jeg har skrevet en anmeldelse som ikke alene handler om at relatere til en tekst, men også ser på hvilken læser romanen gør mig til. Det som jeg savner, hvis denne bog VIRKELIG skal tale de syges sag, er at de syge ikke portræteres som eksotiske genier. De fleste syge er desværre ikke eksotiske genier. Min kritik tager bl.a. udgangspunkt i det faktum at jeg har en uddannelse indenfor sygepleje, så du kan sige at de virkelighedseffekter i romanen som har med Beate Grimsruds biografi at gøre, på mig virker ganske fejlslagne, det leder bare ind til en slags identitetskult og får næppe læseren til at bekymre sig om de som faktisk er syge derude. Du har selvsagt lov til at læse romanen på andre måder, men jeg må stå ved min egen læsning, så enkelt er det.
Det er strengt tatt ikke nødvendig å fortelle meg at vi kan lese på hver vår måte. Og selvsagt reduserer jeg kritikken din, ned til et eneste ord nærmest.
I artikkelen jeg lenker til er det bl.a et intervju med deg og Klassekampjournalist Sandra Lillebø skriver:
"I sin anmeldelse av «En dåre fri», som handler om den schizofrene Eli, var hun opptatt av posisjonen en så virkelighetsnær tekst setter kritikeren i. For når kunstneren tilsynelatende framviser egne lidelser, kan vi da respondere analytisk, eller tvinges vi til å reagere følelsesmessig? Blir det forkastelig å lese romanen som annet enn et uangripelig dokument? Forfatteren lykkes i å skru hodet av resepsjonen, mener Klassekampens kritiker.
- Det blir nesten umulig å forholde seg til teksten som en formell størrelse. Om jeg sier at en syk persons beskrivelser av seg selv og sin egen sykdom er dårlig skrevet eller selvopptatt, gjør det meg nærmest til en overgriper, uttaler hun, og legger til at hun reagerer på de mange svært emosjonelle lesningene av «En dåre fri» som har vist seg i mottakelsen."
Det er disse utsagnene jeg tenker på, jeg har lest flere slike der man enten problematiserer hvordan en selv kan skrive om en slik tekst eller ergrer seg over andres føleri i forhold til teksten.
Tak for den sidste sætning, som man måske kan ane handler dette i høj grad også om en modreaktion på fx Cathrine Krøgers anmeldelse. Helt overordnet ville jeg ønske at man snarere end at læse interviewet læste min anmeldelse, det er først og fremmest den jeg har signeret.
At en kritiker tvinges til å pendle mellom et analystisk perspektiv og samtidig ta reagerepå følelsene som vekkes av teksten er vel en ønskesituasjon?
Hva som gjør en roman politisk er vel heller ikke det forutgående manifestet til forfatteren. Politisk blir det vel når romanen vekker debatt og setter søkelyset direkte eller indirekte på det som kan oppstå i en institusjon enten det er en skole eller et psykiatrisk sykehus.
Det jeg opplever med Grimsruds roman er nettopp det at man ikke er "gal" fra topp til tå. En psykiatrisk pasient er ikke bare sin tilstand. Man kan også jobbe på RIMI, eller være forfatter.
En annen sak er når psykiatriske sykepleiere anmelder bøker. Nærheten til emnet vil selvsagt påvirke anmeldelsen på en annen måte enn en som kun sitter på Blinderen. For sistnevnte er beltesengen langt mer eksotisk.
Kebbe.
Tak for kommentar, Kebbe. Jeg har ikke jobbet i psykiatrien siden 90-tallet, skal siges. Jeg har begrænset med råderum i avisen til at anskueliggøre hvor jeg taler fra og udfra hvilke erfaringer, men det er relevant at nævne i dette tilælde, synes jeg, at mit blik er farvet på godt og ondt.
Der er imidlertid noget i kommunikationen som bliver ved at gå galt, du har selvsagt ret i det du skriver først, jeg har i andre forbindelser skrevet side op og side ned om performativitet i litteraturen og etisk læsning and what not, og jeg værdsætter selvfølgelig som læser at blive sat i en sådan knibe. Samtalen i offentligheden er så optaget af pro/kontra, på DnFs blog lyder det næsten som om at jeg skulle kræve at nogen udsteder et forbud imod litteratur som kan sætte kritikeren/læseren i en etisk klemme. Imidlertid, min pointe med Grimsrud er at jeg føler mig sat mod væggen på en måde som ikke virker gunstig. Al min opmærksomhed rettes mod Eli/forfatterpersonligheden snarere end de faktiske forhold, som jeg skriver om på min blog så mener jeg at fx Anna Odells meget omtalte performance faktisk delvist lykkedes at rette opmærksomheden mod systemet. Men "politisk litteratur" kan selvsagt være mange ting. Etcetera. I'm wearing me out on the subject.
Jeg er iøvrigt komplet ligeglad med hvad forfattere erklærer i interviews, det påvirker i lite grad min læsning, men nu sagde BG jo faktisk i Klassekampen, 2 uger efter min anmeldelse, at hendes intention var at skrive "politisk" ... jeg må så stille spørgsmål ved om hun lykkedes. Men nu looper jeg. Pardon.
Jeg oppfattet Beate Grimsrud som svært konkret politisk når hun skriver om omsorgsorganiseringen i Sverige, dette med at man skal ha faste personer å forholde seg til uavhengig om man er på sykehus eller hjemme. Slik jeg har skjønt dette er det en endring i Sverige i denne organiseringen og kritikk av endringen.
Jeg bryr meg om hva forfattere sier i avisen og det påvirker til en viss grad lesingen og særlig om jeg leser. Men så er jeg ikke anmelder.
Det er vel det jeg vil frem til, jeg bryder mig også om interviews, men de kan ikke påvirke min læsning noget særligt hvis jeg skal anmelde bogen.
Med denne boken kan man jo tenke at Grimsrud har til hensikt å få igang spekulasjon om hvor stor del av innholdet som er biografisk. Journalutskrifter som er så langt jeg kan bedømme autentiske. Biografien til kunstere har alltid vekket interesse.Det kan sikkert stå i veien for lesningen. Jeg var veldig opptatt av Tor Jonsson tidligere,men etter å ha lest Kolloens biografi (som selvsagt også har fiktive og sterkt fortolkende elementer) ble jeg så trist av Jonssons isnende ensomhet at jeg aldri har lest diktene etterpå.
Kebbe
"Journalutskrifter som er så langt jeg kan bedømme autentiske."
Hvordan bedømmer du dette? Og det er lidt min pointe også, den virkelighedhunger læseren evt. stiller med rettes mod forfatteren selv og bidrager til mytologiseringen og forfatterauraen. Andre forfattere har også "nedskrevet" sig selv og skabt ynkelige billeder af den syge forfatterkrop, jeg må igen nævne den performativt afdøde Claus Beck-Nielsen som udstyrede sin roman "Selvudslettelser" (2002) med en stor plakat af sit eget ynkelige, afpillede korpus. Det kunne være fantastisk med en kvindelig Strindberg, men få af de anmeldelser jeg har set er fattede nok til at sætte BG ind i en litteraturhistorisk kontekst, som vi også så det med Knausgård-modtagelsen som først efter lang tid udtrykte andet end affektive udråb ... langsomt koblede man til Stig Larsson, Norén, Beck-Nielsen, traditionen for selvfremstilling i litteraturen og så videre. Man kunne også følge et link videre til performancekunstnere som Sophie Calle, Marina Abramović og Tracy Emin, som på mange måder kom før de omtalte performative herrer, og alle arbejder intensivt med det selvbiografiske.
Nå skal det være plass her til Kebbe hvis Kebbe vil svare, vil bare skyte inn foreløpig at jeg syns det var merkelig at ikke f.eks Lars Norén ble trukket inn i anmeldelsene av Knausgård.
Jeg tenke at publisering av slike ting som en journal virkelig setter fart i spekulasjonene om det biografiske innholdet. På en eller annen måte er vel dette ønsket av forfatteren? Det behøver jo selvsagt ikke være Grimsrud journal, men den er laget av noen med meget god kjennskap til hvordan slike utformes. Hvis romanen hadde vært ut gitt som selvbiografi i romans form, ville man forholdt seg på en annen måte som kritiker?
Om Knausgård og Noren. Ja tanken har slått meg også. "dagboken" er utrolig utleverende.Kan ikke tenke meg at noe sånt hadde blitt utgitt i Norge.
Samtidig har de noe felles som jeg liker veldig godt. De beskriver daglige syssler slik jeg liker å høre dem. Enten hva de spiser,telefoner som tas, eller hvordan man handler på en dyr butikk av latskap selv som man har dårlig råd.
De beskriver forøvrig selv selv også som noen stakkarer uten at noen har vært redd for å anmelde bøkene av den grunn .Men de beskriver mer mannlig selvopptatthet enn kvinnelige psykoser der disgnosen har lav status.
Kebbe
Jeg mener ikke at Grimsruds roman er publiceret som journal? Bogen benytter sig ikke af dokumentristiske greb, så vidt jeg kan se. Romanen er ikke sat op som hverken dagbog eller sygejournal.
Jeg blir lidt forvirret over det her med at være redd for at læse bogen, jeg går ud fra at du hinter til min anmeldelse? Min anmeldelse benytter sig af et greb som hedder selvreflektion, den beskriver hvad der sker i læseren når hun læser, og kommenterer dette. I performancekunsten er det ofte publikums reaktion som er afgørende for værket, hvornår siger publikum fra, hvornår har performancekunstneren budt sig selv så meget smerte at det blir uetisk at se på; man må gribe til handling og "redde" vedkommende. Alle anmeldelser må nødvendigvis indeholde store eller små portioner af selvreflektion, værket beskrives, men også følelser og tanker som opstår. Jeg har intet totalt overblik over Knausgård-modtagelsen, men seneste har to svenske anmeldelser indeholdt tanker omkring hvilken læser denne litteratur gør os til, i aviserne HD og Aftonbladet. Ikke alle litteraturkritikere er også kunstkritikere, som undertegnede, så det er muligt at mit greb virker uvanligt ... jeg ved det ikke. Vi skal ikke beskytte kritikeren/læseren, og kritikeren/læseren vil selvsagt gerne sættes i en etisk klemme, men en stærk reaktion (masse affekt) er ikke altid = god kunst.
Nei, nei Grimsruds roman er ikke en sykehusjournal.
Men når man "klipper inn" noe som er helt likt en journal opptatt på en psykiartrisk institusjon er dette et grep som forfatteren helt medvitende gjør? Det kan vel ikke være for å gjøre seg usårlig i forhold til kritikk? Eller er det nettopp det?
Jeg er helt inneforstått med at kunst/litteraturkritikk er et fag og at kritikeren snakker til flere. Jeg visste ikke at du også anmelder kunst, men det faller på plass. Kunst er etter min oppfatning mye mer uangripelige enn litteratur og mye kunst når ikke ut til publikum. Det er for spesielt interesserte.
Jeg har ikke lest kritikken din før vi kom inn i denne dialogen, men jeg leste den etterhvert på bloggen din (som jeg kommer til å følge)
Jeg har fulgt både Grimsruds og Knausgårds forfatterskap helt fra begynnelsen. Temaene har på mange måter vært like. Opplevelsen av utenforskap og skarp observasjonsevne av de "andre"(som Sartre sa er helvete)
Så har begge kuliminert med noe som i lesningen min oppleves som en slags "outing" av forfatterjeget.
Knausgård sier at alt er sant. Grimsrud leker fortsatt med inneforståttheten av at litteratur er fiksjon.
Vi er flere lesere som mener at dette er Grimsruds svakeste roman hittill. Både språkmessig og fordi det virker romanen virker lite gjennomarbeidet og sensuret av forlag og oversettere. Emnet hennes er samtidig et sprengstoff fordi psykisk lidelse er lite beskrevet fra "innsiden".
For en siden siden så jeg Riksteaterets oppsetning av Lang dags ferd mot natt (Bergen)
Dette var en forfatter som hadde klausul på at stykket ikke skulle settes opp før etter hans død?
Stoffet var nødvendig å skrive,men ikke for å heve forfatterjeget. Han var sterkt applaudert før dette stykket. At det var så selvbiografisk var jeg ikke klar over før jeg etter forestillingen gikk hjem og leste om forfatteren.
Etterpå tenkte jeg at fremstillingen av Edmund var en
forherligelse av geniet som på tross av sin sykdom og dysfunksjonelle familie fikk det til.
Vel dette er en avledning.
Jeg sier ikke at man er redd for å lese boken. Men hvorfor er man redd for å "slakte" den hvis det er nødvendig? Har man likevel sett noe hos forfatteren utenom det det hun skriver som gjør at beskytteslsestrangen vekkes? Og i såfall hvorfor
Vel, hilser far ekstrajobben på institusjon, hvor jeg i morgen skal lage en presentasjon om hvorfor Mary Wollstonecraft kan ha relevans for 16 år gamle jenter. Ønsk meg lykke til.
Kebbe.
Lykke til! Tak for kommentar, Kebbe. Jeg er ikke redd for at "slagte", jeg har det helt fint med at sige min mening således som den bobler op i mig, real. Tror jeg må lægge diskussionen lidt på is nu, and move on. Men tak for snakken ... feltet er endnu åbent ...
Legg inn en kommentar
Abonner på Legg inn kommentarer [Atom]
<< Startsiden